
Andelsboligforeningen Tingstedet
I 1986 havde Herning Kommune øremærket to storparceller i Gullestrup til privat andelsboligbyggeri. Det blev begyndelsen på det, der blev til Andelsboligforeningen Tingstedet. Der var 14 andelskvoter på grunden. Interesserede blev fundet gennem ”mund til mund” metoden.
Den 16. marts 1987 blev der afholdt stiftende generalforsamling, og foreningens vedtægter kom på plads. Der var enighed om, at projektet skulle være så brugerstyret som muligt, og dette betød tæt samarbejde med arkitekt Mads Peter Jensen og foreningens advokat.
På grunden skulle der være plads til fællesskab, børn og privatliv. Der skulle være et fælleshus med køkkenfaciliteter til den fællesspisning, der stadig er en central del af fællesskabet. Det betød mange møder om husenes placering, farver, køkkentype og meget andet.
Navnet Tingstedet blev valgt, og et tingsted er et sted, hvor beslutninger træffes, erfaringer udveksles, og ikke mindst hygger man sig.
I starten af 1988 var vi klar til at indhente tilbud, og det viste sig, at vi kunne få et godt, sundt byggeri inden for det rammebeløb, lovgivningen foreskrev. Der var ligeledes penge til anlæggelse af udenomsarealer, så eget-arbejde kun var nødvendigt i begrænset omfang.
I juni 1988 holdt vi rejsegilde. Undervejs i forløbet, kom der flere kommende beboere til, og de første flyttede ind sidst på året i 1988. Så nytårsaften kunne fejres i et næsten færdigt fælleshus. Fællesspisningen begyndte i februar 1989. På det tidspunkt skulle der laves mad til ca. 35 personer i alderen 3 til 60 år. Så det moderne industrikøkken viste sit værd fra starten.
Meget af livet i Tingstedet centrerer sig om fælleshuset, hvor der ud over den daglige fællesspisning også fejres mange mærkedage. Adskillige runde fødselsdage, kobberbryllup, sølvbryllup og guldbryllup. I lysthuset er der afholdt vielse. Gennem årene er der også født børn, og vi har måttet tage afsked med beboere.




Andelsboligforeningen Tingstedet, Kornblomstens Kvt. 105, Gullestrup, 7400 Herning